RoboDays 2009
Hvad er RoboDays?
RoboDays er et arrangement for dig, som interesserer dig for robotter og teknologien bag dem. I løbet af dagene i Odense vil du blive introduceret for mange aspekter af robotteknologien, som den ser ud i dag.
RoboDays bliver tre dage fyldte med spændende faglige arrangementer og omfattende holdøvelser med LEGO-robotter, som munder ud i en dyst mellem holdene. RoboDays arrangeres af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF), som har syv års erfaring i arrangering af sommercamps og lignende arrangementer. RoboDays bygger videre på UNF Robot Camp, som fandt sted i sommeren 2008 på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) med stor succes.
RoboDays afholdes 8.-10. juli i Odense i samarbejde med Robot Festivallen og med tilknytning til det Tekniske Fakultet, Syddansk Universitet.
Du finder mere information på de forskellige sider i menuen til venstre, hjemmesiden og arrangementet er under udvikling så der vil løbende komme mere information. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.
Hvem kan komme med?
Alle deltagere søges fra de gymnasiale ungdomsuddannelser, dvs. alment gymnasium (STX), HF og HTX, eller de tilsvarende svenske og norske ungdomsuddannelser.
Normalt vil elever, som har gennemført deres ungdomsuddannelse tidligere end skoleåret 2008/2009 ikke komme i betragtning.
Pris for deltagelse er 100 kr. der inkluderer logi, forplejning og transport i forbindelse med de arrangerede aktiviteter. Vi betaler desuden for den del af dine transportudgifter til og fra campen, som overstiger 100 kr.
(Der gælder særlige regler for svenskere og nordmænd.)
Om arrangørerne
UNF er en forkortelse for Ungdommens Naturvidenskabelige Forening; en forening med det formål at udbrede kendskabet til og interessen for naturvidenskab og teknik. Vi har eksisteret siden 1944, og arrangerer hvert år, foruden sommerskoler, ca. 100 foredrag, studiebesøg og andre aktiviteter i København, Århus, Aalborg, Odense og Bornholm.
Som deltager på en af UNFs sommerskoler bliver du automatisk medlem for sæsonen 09/10. Medlemmer af UNF har muligheden for at deltage i arrangementerne, der er fordelt ud over sæsonen, som løber fra september til marts/april. Sæsonerne er sammensat med foredrag og studiebesøg fra alle de naturvidenskabelige fagområder, således at man i løbet af en sæson kan få et samlet billede af naturvidenskabernes stilling i samfundet.
UNF er for alle, men består fortrinsvis af studerende fra gymnasiale og videregående uddannelser. Alle aktiviteterne arrangeres af frivillige, primært universitetsstuderende.
Læs mere her.
